De Berygtede – Mysteriet om den blå dame

Sidste år besluttede jeg mig for at trække mig lidt tilbage, og det har simpelthen bare frigivet en kolossal energi. Pludselig kom historien bare bragende, og jeg kunne ikke slippe den og brugte min sommerferie på at skrive.

Det har aldrig været en hemmelighed, at jeg er gjort af Enid Blytons De 5. Jeg er jo ordblind, men det var jeg ikke klar over, da jeg var barn. At læse mysterier, hvor der er en spændingsmotor, fik mig igennem bøgerne. Derfor er jeg også ofte blevet spurgt, om jeg ikke på et tidspunkt, skulle skrive noget til børn, men for mig er det sådan, at historien er der, når historien er der. Det kan ikke forceres, fuldstændig ligesom med mine voksenkrimier. Jeg skriver de historier, som gør mig nysgerrig, og som tænder mig, og som jeg kan se for mig.

Det begynder med, at det hele går ad Pommern til. Cilla og hendes lillebror Agger, der bor på et hotel sammen med deres forældre, skal på prærievognstur i Jylland, som særligt Cilla har glædet sig utrolig meget til. Uheldigvis brækker kokken begge arme, og forældrene kan ikke tage fri. I stedet kommer de hjem til deres mormor på hendes gård. Ingersminde, på Skyggebjerget – en lille flække med kun 10 huse.

På gården, som er omgivet af en skov fyldt med hemmeligheder, opdager børnene snart, at de ikke får lov at holde ferie. En gammel historie om den blå dame, der vogter over et forsvundet gavebrev, kommer til live, og børnene må opklare, hvad der virkelig skete med Inger Nørby, der forsvandt sporløst for mange år siden, hvis de skal sikre Ingersminde. En skummel mand i en sølvfarvet BMW lusker rundt i området, så børnene får brug for al deres mod og kløgt for at beskytte mormors gård. Heldigvis har de den pensionerede politimand, Gunnar, ved deres side.

Da jeg begyndte at tænke historien igennem, gik der ikke lang tid, før jeg fandt på, at der skulle være onde kræfter, der vil tage dyrebare Ingersminde fra dem. Og selvom jeg er vant til at arbejde i nogle lidt andre skalaer, så er jeg jo bare en ond plotmoster, og jeg er så trofast mod mit eget fag, at tingene skal holde. Det skal passe. Jeg kan ikke skrive, hvis det bliver for urealistisk.

Jeg har bygget historien op af elementer, jeg selv er gjort af og har en stor kærlighed til. Børnene Cilla og Agger bor for eksempel på et hotel, fordi jeg er uddannet tjener og har arbejdet på hotel. Jeg ville gerne skabe det her billede af, at Cilla og Aggers forældrene altid har de bedste intentioner, men at ferierne går op i røg, fordi de ikke lige kan nå det. Det er ved gud i himlen ikke, fordi de ikke elsker deres børn, men pludselig sker der lige et eller andet, og så må de hjem til mormor på Skyggebjerget.

Skyggebjerget er et sted på landet, hvor alt kan ske. Det er meget inspireret af Lerbjerg, der ligger udenfor Hvalsø. Det er et sted, som jeg kender til hudløshed, for det er der, hvor jeg selv er vokset op. Vi boede i det sidste hus op mod skoven, og min veninde Gitte og jeg lå jo ægte og spionerede på søndagsbilister og fulgte med i, hvem der kørte ind i skoven. Jeg digtede alle mulige historier dengang. Hvad tror du, ham der, der kører ind i skoven, har i bagagerummet? Vi har sikkert ikke været særligt usynlige, når vi løb igennem hegn og alt muligt, men tænk nu, hvis der faktisk var en, der havde taget et lig ud af bagagerummet? Så var vi jo døde af skræk, og jeg var aldrig blevet krimiforfatter.

Det var i øvrigt Gittes far, der fortalte os en spøgelseshistorie om den grå dame, der efter sigende gik igen i skovbrynet ved nattetid. Det var jo noget af det allermest spændende i hele verden, og Gitte og jeg lå i timevis og stirrede ind i det skovbryn i forventning om, at der ville komme en dame i noget gråt kjoleværk snigende. Det er aldrig rigtig lykkes os at få øje på hende, men det er jo nok til at sætte en mysteriehjerne i omdrejninger.

Grunden til, at jeg som barn var så optaget af De 5 var, at jeg følte, jeg var én af dem. Jeg kunne være hunden, det var sådan set ligegyldigt, hvem jeg var, jeg var bare med og blev suget ind i mysterieuniverset med den her skønne flok af nysgerrige og modige børn. Det oplevede jeg som et kæmpe frirum, og der kan bogen altså noget. Spændende fortællinger kan tilbyde nogle universer, man kan forsvinde i og give en pause fra alt det, man skal præstere. Jeg håber, at børn vil opleve historien om ’De Berygtede’ som et helle, hvor det er ok at være barn, og hvor tempoet kan sænkes en anelse. 

Men altså først og fremmest skriver jeg jo for at underholde.

De er ikke bygget på nogen bestemt, og det er en af de ting, jeg elsker. De melder sig, og så er de bare dem selv. På en eller anden måde skal jeg jo også blive overrasket over og nysgerrig på deres personlighed. Jeg tænker, at det kommer til at udfolde sig henad vejen.

Hovedpersonerne er Cilla, hendes lillebror Agger og tvillingerne Cuba og Havana, der er lidt ældre og bor hos deres mormor på Skyggebjerget, fordi deres forældre er ude og redde verden. Jeg har meget bevidst ikke givet dem en præcis alder. For min skyld må de være, præcis, som modtageren synes, at de skal være.

Og børnenes forældre, ja, der kan man bare kigge rundt og se på alle dem, der er omkring en. Forældre vil det allerbedste, men nogle gange bliver vi rendt lidt over ende af arbejde og hverdagen, som kan være svær at få til at hænge sammen.

Deres mormor er en karakter, som også bygger meget på min egen mormor, og som jeg elskede ubetinget. Det der med at have et nært forhold til en bedsteforælder, hvor man er hundrede procent elsket, hvor der er opmærksomhed nok, og hvor man bliver set og hørt og taget alvorligt, det er så vigtigt. Sådan blev det også med min mor og min søn Adam. Jeg synes ofte, at hun var mere loyal overfor ham, end hun var overfor mig.

Mormoren er den trygge base, hvor børnene får line til at gå ud i verden og opleve uden at være under konstant overvågning. Det er jo en af de ting, der har forandret sig meget, fra dengang jeg var barn, hvor det var fuldstændig naturligt, at vi legede alene i skoven. Telefoner ejede vi ikke, og vi cyklede, red og tog busser rundt. Mormoren stoler på, at de kan klare sig, men de kan altid vende tilbage til Ingersminde og tanke op. Hun er den, der anerkender, at de her børn, de kan noget særligt. De er ’De Berygtede’, og de gør en forskel. 

Og så er der morfaren: Chef formidable, som er fuldstændig vidunderlig og larger than life, og som sender ting hjem til børnene, som man kan bruge til alt. Uventede gaver, en håndsrækning, ligesom hjælperne i eventyrene. Det er jo meget nyttigt, når man er en opdagerflok. Han er en, der egentlig ikke er der, men hvor kærligheden og troen på, at de kan løse alt, er stor.

Begge bedsteforældre giver altså børnene følelsen af, at ligegyldigt hvad der sker, så bliver de altid grebet, hvis noget går galt, og det er jo i virkeligheden et fundament, som man kunne drømme om at alle havde.

Man kan som bekendt være berømt og berygtet, og her er børnene berygtede blandt skurke og banditter, fordi de løser mysterier og fælder forbrydere.

Jeg slår ikke nogen ihjel. For det første synes jeg spændingen skal ligge i mysteriet og opklaringen. Jeg kunne ikke drømme om at gøre noget, der giver nogen mareridt. De her mysterier skal ikke være krimier. Jeg vil gerne have, at det kribler lidt i maven, ellers er det jo ikke sjovt, men det har altid være opklaringen, der driver mig. Jeg vil også gerne have, at mine læsere kan genkende mig i det. Hvis man skal læse op for sine børn eller børnebørn, eller nevøer og niecer, gør det ikke noget, at man selv er godt underholdt.

Når forældre godt gider at læse, bliver man smittet. Sådan var det i hvert fald for mig. Min mor gad godt sidde i den knirkende kurvestol på mit værelse og læse De 5 eller Agatha Christie, der var min godnat-læsning. Det var jo fedt at være i det sammen, og det var en vidunderlig måde at runde dagen af på.

Jeg har ikke bestræbt mig på at gøre historien barnlig, så der kan godt være nogle ting, man lige skal snakke om. Hvad betyder det egentlig at være berygtet for eksempel? Hvad er et gavebrev? Jeg synes ikke, at det gør noget, at der er noget, man kan tale om.

Jeg synes, vi skal tale om læseglæde. Læsning skal ikke associeres med noget negativt. Det skal ikke være en sur pligt, der skal overstås. Jeg synes selv, det er rædselsfuldt at være tvunget til at læse noget som helst. Jeg tror ikke, det giver særligt gode resultater. Det er meget federe, at tiden løber fra en, fordi man lige måtte nuppe et kapitel mere. Det er noget af det bedste, synes jeg.

Der er heldigvis allerede masser af virkelig gode børnebøger, jeg bidrager bare med det, jeg kan – også for min egen skyld, fordi jeg synes, det er sjovt. Det jeg prøver at bidrage med, er en historie, der forhåbentlig vækker lidt nysgerrighed, så man får lyst til at læse næste kapitel.

Jeg er i perioder ude og tale meget om ordblindhed, og en af de ting, som jeg plejer at sige er, at det er fuldstændig lige meget, hvad man læser, det skal bare være noget, man synes er sjovt og interessant – og så er det lige meget, om det er tegneserier eller handler om fodbold eller traktorer, bare læs.

Jeg synes jo, det er fint, hvis forældre hjælper børn med at åbne døren til læseglæde. Jeg vil ikke være med til at slå forældre i hovedet, det ville ligne mig dårligt, og jeg synes også, det er forkert. Vi gør det alle sammen, så godt vi kan og prøver at få alle ender til at hænge sammen. Skæld ud over, at vi ikke sidder i 30 minutter og læser med vores børn, kommer i hvert fald ikke fra mig. Det hele skal bindes op på lyst og glæde, men jeg håber jo, at der er nogle forældre eller bedsteforældre, der ser, at nu har Sara skrevet et børnemysterie og tænker, at måske skulle jeg læse det sammen med mit barn eller barnebarn.

Det kan man. Jeg er allerede godt i gang med det næste bind, der hedder ’Mysteriet i Sortemosen’, som udkommer 18. marts 2026. Man kan godt glæde sig, og det er vigtigt at vide, at jeg planlægger, at det bliver bøger, som kan læses uafhængigt af hinanden. Hvis der tilfældigvis ligger en ’De Berygtede’ i et sommerhus, tager du bare den. Rammen kommer ikke til at ændre sig, og ALT kan ske på Skyggebjerget.